Sommerlejr 2015 - En jubilæumslejr i Sverige for hele gruppen

DER FINDES NU BILLEDER PÅ http://www.megalip.dk/billedgalleri . Du skal være logget ind for at kunne se billederne.

Vi mødes alle sammen i Helsingør kl. 9.30 friske, klar og spændte på en uge i den Svenske.

Efter der var blevet kysset og krammet farvel, var der afgang mod færgen. Alle bar deres egen bagage, så der var flere steder man kun så tasker med ben :)

Ombord på færgen kom vi, og alle overlevede den korte sejlads uden for meget søsyge. I Helsingborg, lagde vi ud med en mini-hike, da der var lidt tvivl om hvor bussen ville holde og vente på os, men noget skal man jo bruge vente tiden på.

Da vi kom mod bussen ventede der en lille bustur, før vi kunne komme i gang med opbygningen af lejrpladsen.

 

Fællesdagen:

Fællesdagen på sommerlejren var super god! Som ny leder hos ulvene var det fedt at se alle spejderne arbejde sammen, på tværs af alder, i stammerne om at rykke op i tidsaldrene og derved komme tættere på målet, nemlig at komme ind i fremtiden. Stammerne startede med at købe høns, korn, snor og sæbe, så de mange aktiviteter kunne begynde. Der blev produceret æg, malet mel, lavet smykker og totempæle og spyd. Sæben skulle bruges når der var krig. Hver halve time blev der fløjtet til kamp, som blev udkæmpet i form af sæbecurling. Alle aktiviteter og produkter blev belønnet med point og hver gang en stamme nåede 100 point, rykkede de en tidsalder frem. Stammerne her henholdsvis De Gyldne Barbarer, Stjerne Stammen, Alfa Omega Stammen og De Uovervindelige, som levede op til deres stammenavn og vandt fællesdagen.

Skrevet af Pernille Jensenius

Ulvenes hike i Kullaberg:

Dagen startede tidligt, da vores bus var bestilt til kl. 9.00. Taskerne var pakket dagen forinden, så der skulle ”bare” spises morgenmad, sættes flag, smøres madpakker og børstes tænder. Så var vi klar til en dejlig solskinsdag i Naturreservatet Kullaberg. Det blev til ca. 6,5 km, men det var en meget smuk tur vi kom ud på, det både bød på bakker, klipper og hede. Dagen blev afsluttet med en is, mens vi ventede på bussen. Efter en lang dag udenfor, ventede soveposerne, for dagen efter begyndte ligeledes tidligt, da vi skulle i Skånes Djyrpark.

Skrevet af Christine Poulsen

Juniortrop og trop klatre i klipper:

Om tirsdagen var Juniortroppen og Troppen ude på Kullen, hvor vi sammen med en klatreinstruktør skulle prøve at klatre på klipper. Vejret var flot og varmt uden at det blev for varmt når man var aktiv. Vi vandrede ud til hvad der lignede kanten af klippen, hvorefter vi gik ned af små krogede stiger mellem klipper, sten og små planter. Efter en tur ned af siden på klippen, med kun en smule klatring krævet, nåede vi til et lille plateau hvor klatreinstruktøren havde klargjort fire reb som gik op af klippesiden og ned igen. Spejderne (og lederne) fik så hjelm og klatreseler på, og blev gjort fast i den ene ende. En tungere person blev gjort fast i modsat ende for at være anker, og sikre at selv hvis spejderen faldt, så ville de ikke komme til skade. Så gik turen ellers op og ned af de fire klippesider. Det var en kanon oplevelse ud over det sædvanelige, og der blev helt sikkert brudt nogle grænser både under turen op, og når man skulle rapelle ned igen. Så kan klatrevægge godt gå hjem og ligge sig når man har klatret på rigtige klipper, med solen, vinden og den knald flotte udsigt vi havde!

Skrevet af Andreas Jensenius

Ulveflokken i Skånes Djyrpark:

Igen startede morgnen tidligt, da der var afgang med bussen. Dagen stod for ulvenes vedkommende, på en tur i Skånes Djyrspark der havde dyre fra hele norden. Der blev både set, rørt og fodret dyr, en enkelt modig fik endda lov til at holde en slange. Efter en oplevelsesrig dag, var alle trætte da bussen hentede os igen.

Skrevet af Christine Poulsen

Trop og juniortrop på kanotur:

Efter en fantastisk og hård dag på de svenske klippevægge, tog Juniortroppen og Troppen afsted for at sejle i kano. Vi startede med at køre i bus til kanostedet ved Stockamöllan, hvorfra vi skulle sejle i 3-4 timers tid og dernæst gå tilbage til lejren fra Rögnaröd. Vejret var igen med os, dog med lidt mindre sol. Vi satte afsted i 8 kanoer, og skød med god fart op af åen. Nogle var mere interesseret i at nærstudere sivene end andre, og der var endda et par tropspejdere som blev gode til at flytte vand ud af deres kano med et par svampe, da der var et meget lille hul i bunden. Undervejs så vi bl.a. en odder som sneg sig op af åen, og en fugl som fløj op af vandet lige ved siden af en kano. Turens dramatiske højdepunkt nåede vi da vi kom til nogle små vandfald med hård strøm og mange store sten. Nogle valgte at slæbe kanonen forbi, mens andre tog chancen og kastede sig ud i forhindringen! Alt i alt havde vi igen en rigtig god dag med en masse oplevelser, og de fleste var godt trætte i arme og ben da vi afleverede kanonerne ovenpå dagens strabadser og gårsdagens klatring.

Skrevet af Andreas Jensenius

Trop og juniortrop på vandretur i Söderåsen:

Fredag på sommerlejren gik, troppen og juniortroppens ud for at udforske Söderåsen Nationalpark til fods. Turen startede hårdt ud med at skulle ned af en stejl bakke, der både bød på rådne træstammer, glatte blade og løse sten, men ingen kom til skade så vi fortsatte efter en kort pause. Det næste lange stykke gik på en lille sti med større sten langs en flod, nede i en dal, der var nærmest en stemning af regnskov. Det meste af turen op til toppen af nationalparken gik ellers på grusstier. Da vi endelig nåede toppen, var der en super flot udsigt udover parken, hvor vi også opdagede hvor højt oppe vi faktisk var kommet. Da vi vendte kursen mod lejren gik det allerede fra start stejlt nedad imod dalen vi kom fra, der var ikke så langt hjem så tiden fløj. Lige indtil vi kom til en meget stejl bakke der gjorde lidt ondt i vores lår at komme opad, men vi klarede alle udfordringer undervejs med humøret højt og masser af vand for det var varmt! Alt i alt var det en super god tur som jeg med glæde ville tage en anden gang.

Skrevet af Rikke Poulsen, tropspejder.