Årets sommerlejr
De første par dage af lejren stod på opbygning af lejrpladsen, kaos-løb og en strandtur. Allerede fra første dag skinnende solen fra en næsten skyfri himmel, og det fortsatte heldigvis hele ugen.
Om mandagen var der fællesdag som handlede om superhelte. Vi blev alle delt ind i tre hold og skulle finde på vores eget navn, superheltedragt og kampråb. Formiddagen stod på poster hvor vi blev prøvet i vand, ild og styrke. Da vi alle var klar som superhelte og havde fået frokost skulle vi bygge videre på en forhindringsbane. Alle brugte tid og energi på at gøre dem kreative og udfordrende. Vi havde nemlig fået at vide at det var lederne der skulle igennem. Men da forhindringsbanen stod klar med klatrestativ, balancebom, små bassiner osv. Var det selvfølgelig os selv der skulle igennem. Vi skulle igennem holdvis så vi kunne hjælpe hinanden på vej og give en hånd når der var brug for det. Efter at vi alle var godt våde og fedtede efter en tur i brun sæbe var det tid til god aftensmad.
Tirsdag ankom ulvene til lejren. Men for både troppen og juniortroppen stod der hike på programmet. Så vi hankede alle op i rygsækkene og begav os ud på hiken. På hiken kom vi ud over en masse marker, og store dele af turen var også langs kysten. Det var virkelig smukke omgivelser og vejret var skønt. Selvom det måske til tider var lidt for varmt! På turen skulle vi svare på nogle spørgsmål om området omkring Røsnæs og vi kom også ud til Røsnæs fyr. Her var en rigtig fin udsigt over røsnæs og havet.
Om aftnen sov troppen i shelter, midt på en fåremark med udsigt over havet. Fødderne var ømme og hovederne trætte efter en lang god dag og gjorde godt med noget søvn.
Dag 2 på hiken gik turen hjemad mod lejren, og der var kun omkring 10 km hjem. Hele vejen var humøret højt og da vi kom hjem til lejren ved frokosttid kunne vi nyde en eftermiddag med afslapning.
Torsdag og fredag stod på spil for troppens vedkomne. Vi spillede førstehjælpsspil, spejderspil og alternative versioner af fodbold (trekantsfodbold og fodbold med plastik kopper for øjnene).
Torsdag nat vækkede vi juniortroppen med natløb. Vi havde fået til opgave at planlægge et natløb for dem. Temaet for løbet var russisk invasion og de skulle finde en bombe og få den afmonteret. Løbet bød på førstehjælp, kamp med lyssværd, morsekoder og aflytning for at opspore bomben. Til sidst fandt de frem til bomben og fik den afmonteret og kunne roligt gå trætte i seng igen.
For troppen var det dog ikke slut endnu. Ligesom vi var hoppet i poserne blev vi også vækket med natløb. Tutkassen var blevet stjålet. Det var "Kalundborg kølhaler" der havde stjålet den og gemt den og de ville kun give os et tip hvis vi gav dem en huggeblok tilbage som nogle havde snuppet. Vi skulle så snige os forbi nogle sikkerhedsvagter og få huggeblokken med ud. Da den var afleveret fik vi en kode som vi hurtigt fik løst og fandt frem til tutkassen. Så kunne vi også gå i seng igen.
Den sidste dag ryddede vi op og så gik turen hjem til Hillerød.
Her afsluttede vi samlet, og der blev udråbt nogle vindere. Høge vandt hos juniorene og Ørnene vandt hos troppen. Desværre vandt vi, Svaler, ikke men kunne trøste os med en fin 2. plads hos troppen og endda også en 3. plads hos juniorene!
Tak for en rigtig dejlig sommerlejr!